Hvorfor diæt (det lidt mere tekniske)

Her vil jeg lægge Nordic Labs lidt mere tekniske forklaring på, hvorfor nogen har brug for denne diæt.

Peptider og exorphiner

Basalt om fordøjelsen af proteiner

Proteiner består af flere lange kæder af sammenhægtede aminosyrer, der så er krøllet sammen og derved danner proteinets 3-dimensionelle struktur. Hvis man forestiller sig et meget krøllet garnnøgle, lavet ved at krølle flere separate stykker garn sammen, så har man et godt billede af, hvordan et protein ser ud.

Når vi fordøjer proteiner, pilles de forskellige kæder af aminosyrer fra hinanden for derefter at blive "klippet" i mindre stykker af fordøjelsesenzymer i spyt, mavesækken, fra bugspytkirtlen og i overfladen af tyndtarmen. Mellemstadiet, hvor man har relativt korte kæder af sammenhægte aminosyrer - delvist "klippet" i stykker - kaldes for peptider. Når fordøjelsen fungerer som den skal, så spaltes peptider fra proteiner helt ned til dipeptider, der blot består af to sammenhægtede aminosyrer. Disse kan så optages igennem tarmvæggen og bruges til at bygge nye proteiner og strukturer i kroppen m.m.

Under normale forhold vil man kun optage dipeptider fra tarmen og ikke større kæder af sammenhægtede aminosyrer, ikke en gang relativt korte kæder bestående af så lidt som 4-8 sammenhægtede aminosyrer. De får simpelthen ikke lov til at passere igennem overfladen i tyndtarmen og over i blodbanen, før de er helt spaltede til dipeptider eller enkelte aminosyrer. Det sørger slimhinden i tyndtarmens overflade for. Den "filtrerer", så man kun optager de næringsstoffer, der er brug for, samtidig med at alt andet holdes ude, så man ikke optager diverse affaldsstoffer o.l. uønskede forbindelser fra tarmkanalen.

Hvis slimhinden og de øverste lag af celler i tyndtarmen svækkes, irriteres, eller beskadiges - f.eks. p.g.a. allergiske reaktioner, tungmetaller, infektioner og kronisk overvækst af uønskede mikroorganismer, eller medicinsk behandling - kan dette billede hurtigt ændre sig. Så magter tyndtarmen lige pludselig ikke at filtrere alt det uønskede fra, som man finder i tarmkanalen, og der findes faktisk ret så mange uønskede ting og sager i tarmkanalen, der skal holdes separate fra blodbanen.

Resultatet er et øget optag af uønskede affaldsstoffer over i blodbanen. I værste fald bliver folk decideret forgiftede af de affaldsstoffer, de optager fra tarmsystemet, når slimhinden og de øverste lag af cellerne i tyndtarmen, ikke er i stand til at "filtrere". Desuden kan der forekomme nedsat absorption af de næringsstoffer, der helst skal over i blodbanen, da de normalt optages og transporteres aktivt af cellerne i tyndtarmens overflade. Men det kan cellerne ikke, hvis de er beskadigede og irriterede.

Exorphiner

Vi kender alle sammen til endorfiner. Det er en gruppe af opioidstoffer - morfin, opium, heroin, petidin o.l. er også opioidstoffer - vi selv producerer i kroppen under visse forhold. De påvirker forskellige receptorer i centralnervesystemet og højst sandsynligt også i immunforsvaret, samt i mave-tarmsystemet og regulerer derved humør, energiniveau, velvære, sindstilstand, immunreaktioner, og fordøjelse samt absorption af næringsstoffer.

"Endo" betyder jo indefra eller egen, så endorfiner er altså opioider, der naturligt forekommer i vores krop. Exorphiner - "exo" betyder udefra eller ekstern - er derimod opioider, der kommer udefra, men som stadigvæk er i stand til at påvirke diverse opioid-receptorer i kroppen, på trods af, at vi ikke selv producerer dem. Endorphiner producerer vi normalt i de mængder og på de tidspunkter, vi har brug for dem, da kroppen jo selv styrer denne produktion. Derfor har de ikke nogle negative effekter.

Exorphiner kan derimod have en grim indvirkning på kroppen, da de går ind og påvirker opioid-receptorer på en uhensigtsmæssig maner. Da de kommer udefra, er det jo ikke lige sikkert, at det passer ind i, hvad der foregår i kroppen, at diverse opioid-receptorer lige pludselig bliver aktiverede. Så exorphiner kan forårsage ret så alvorlige forstyrrelser i biokemien og signaleringen i centralnervesystemet, immunforsvaret, og tarmsystemet. Det er jo ikke godt.

Centralnervesystemets biokemi

De fleste reaktioner i centralnervesystemet medieres i gennem signalstoffer kaldet neurotransmittere. Neurotransmittere sendes fra en nervecelle til en anden i et ufatteligt højt tempo. Der findes mange forskellige neurotransmittere, bl.a. serotonin, melatonin, og acetylcholin. Hver neurotransmitter har en speciel funktion. En del neurotransmittere er korte peptider - altså korte kæder af sammenhægtede aminosyrer - også kaldet neuropeptider.

Nogle af de peptider der dannes som mellemprodukter i fordøjelsen af proteiner, er næsten identiske med diverse neuropeptider, og kan derfor påvirke de samme receptorer i centralnervesystemet m.m. Normalt vil dette ikke ske, da proteiner nedbrydes fuldstændigt og eventuelle peptidrester ikke får lov til at komme over i blodbanen - hvorfra de potentielt kan krydse blod-hjernebarrieren - fra tarmkanalen p.g.a. den filterfunktion slimhinden og overfladecellerne i tyndtarmen har.

Mælk, gliadin og gluten

Det er ganske veldokumenteret, at der kan produceres neuropeptidlignende stoffer hvis kasein - et af de primære proteiner i komælk - og gluten samt gliadin ikke nedbrydes fuldstændigt. Så dannes der peptider der minder så meget om centralnervesystemets egne signalstoffer - altså peptider - at de forstyrrer biokemien, der ligger til grund for vores sanser, følelser, logik, tale o.l.

Man har identificeret flere gluteo-, gliado-, og kasomorphiner - exorphiner fra kasein, gluten, og gliadin - der alle sammen kan have voldsom indvirkning på biokemien i centralnervesystemet, samt selve væksten af vævet deri. Det sidstnævnte er nok det mest uhyggelige, for det vil sige, at hjernen og centralnervesystemet altså ikke udvikler sig normalt, hvis det udsættes for exorphiner fra kasein, gluten, og gliadin i længere perioder. Primært i fosterstadiet, under opvæksten, og højst sandsynligt helt op i teenageårene. De ligner simpelthen kroppens opioider, og kan derfor ramme diverse receptorer i centralnervesystemet.

Det er desuden også dokumenteret, at optages de først i blodbanen, så går der ikke lang tid, før de krydser blod-hjernebarrieren og absorberes i forskellige områder af hjernen. En af de kasomorphiner man kender til, b-kasomorphin-7, har man prøvet at give intravenøst til rotter i større mængder, for at simulere hvad der sker, hvis man uheldigvis får denne exorphin optaget fra tarmsystemet.

I løbet af ca. 1 minut blev de hyperaktive og løb formålsløst rundt, skar tænder, og med meget hurtigt åndedræt. Efter ca. 7 minutter blev rotterne mindre aktive, og satte sig langt væk fra andre rotter i et hjørne af buret; de sørgede for at holde sig isoleret. De responderede næsten ikke på lyd, og der var ingen normal social interaktion med de andre rotter i buret. Efter ca. 1 time blev rotterne ekstremt aggressive, og angreb andre der kom for tæt på: De var hyperdefensive.

Da de andre kaso-, gliado-, og glutomorphiner minder meget om b-kasomorphin-7 i struktur - altså udover at ligne kroppens egne neurotransmittere - må man gå ud fra at disse har lignende negative effekter på centralnervesystemet.

Autisme

Det er generelt accepteret, at autisme er en tilstand af biokemisk malfunktion i centralnervesystemet. Desuden har de fleste autister en vedvarende betændelsestilstand i tyndtarmen, og nogle gange også i tyktarmen. Allerede i firserne beskrev overlæge K.L. Reichelt fra børneafdelingen på Rikshospitalet i Oslo, hvordan man kunne isolere store mængder peptider fra gluten, kasein, og gliadin i urinen hos autister. Senere hen påviste han så, at disse peptider stammede primært fra gluten, gliadin, og kasein.

Hos autister finder man altid forhøjede mængder af i hvert fald nogle af disse peptider, meget højere mængder end hos raske personer, hvor mængderne er så små, at de oftest ikke kan måles. Taget i betragtning hvad man ved, om hvordan exorphiner fungerer i kroppen, er det altså ikke svært at se dem som en stærkt medvirkende faktor ved autisme, især ikke når man kan finde dem i så store mængder, og næsten ikke finder dem hos "raske" personer.

I og med at de fleste autister har inflammation i tyndtarmen og evt. også tyktarmen og derfor voldsomt øget tarmpermeabilitet, har man jo også forklaringen på hvordan, de kan dannes samt optages. Inflammationen resulterer i en blokering af de sidste skridt i nedbrydelsen af gluten, gliadin, og kasein, så man får neuroaktive peptidfragmenter, der så nemt kan smutte igennem den hyperpermeable tarmoverflade. Ydermere, så er der efterhånden megen forskning der viser en god effekt af totalt gluten-, gliadin-, og kaseinfri diæt, dog i mindst 6 måneder.

Ved en sådan diæt ser man forbedringer i tilstanden når mængden af peptider i urin begynder at falde, men det kan altså tage helt op til 6 måneder før man får dem udskilt, hvis de sekundære forsvarsmekanismer ikke fungerer. I nogle tilfælde har man også anvendt fordøjelsesenzymer der specifikt nedbryder exorphiner fra gluten, kasein, og gliadin før de kan nå at optages fra tarmkanalen. Også med god effekt.

Skizofreni

Det er selvfølgelig også meget iøjnefaldende, at i de samfund hvor man endnu ikke spiser mejeriprodukter eller gluten- og gliadinholdige kornsorter, er forekomsten af skizofreni meget, meget lav. Og det faktum at forekomsten af skizofreni begynder at stige ret markant, når samfund ændrer deres kostvaner, og begynder at indtage fødevarer hvorfra der kan dannes exorphiner. Ser man så på exorphiner, og hvilke områder af hjernen de påvirker, samt hvilke receptorer de rammer, er det også ret åbenlyst at de kan være en kraftig medvirkende faktor i skizofreni.

Exorphiner fra kasein, gluten, og gliadin rammer lige præcis de områder i hjernen, der ikke fungerer normalt i skizofreni, bl.a. de områder der arbejder med tale og bearbejdning af sensoriske informationer samt receptorer for dopamin. Mange af de reaktioner man fremprovokerede hos rotter, ved at give dem b-kasomorphin-7 er fuldstændigt identiske med dem skizofrene oplever…og autister for den sags skyld.

I fremskreden skizofreni ser man ofte let degeneration af de dele af hjernen, hvor man mener malfunktionen er, og exorphiner kan påvirke væksten af nervevæv negativt.

Som hos autister, ser man også forhøjede mængder af peptider fra kasein, gluten, og gliadin i urinen fra skizofrene, og sætter man dem på en gluten-, gliadin-, og kaseinfri diæt i tilstrækkelig lang tid, til at mængden i urin falder, så kommer der også forbedringer i sygdomstilstanden, i sjældne tilfælde total remission.

I et forsøg kombinerede man diæt med dialyse, hvor man jo filtrerer diverse affaldsstoffer ud af blodet inkl. exorphiner. Denne kombination virkede hurtigere end enten diæt eller blot dialyse.

Andre biokemiske ubalancer i centralnervesystemet og immunforsvaret

Skizofreni og autisme, er langt fra de eneste sygdomme, hvor man finder forhøjede mængder af peptider i urin og blodet, samt kender til de virkningsmekanismer, hvorved de kan være en medvirkende faktor. Andre sygdomme, hvor exorphiner uden tvivl spiller en rolle er epilepsi, kronisk træthedssyndrom, DAMP, hyperaktivitet og AD(H)D, psykoser, og fødselsdepression.

Exorphiner er dog ikke alt

Selv om exorphiner spiller en markant rolle i en lang række sygdomme i centralnervesystemet og evt. også i immunforsvaret, så er de ikke den eneste faktor. Miljømæssige faktorer såsom forgiftninger, genetiske faktorer, psykologiske/psykiatriske faktorer, ernæringstilstand, dysbiose i mave-tarmsystemet m.m. er også involverede.